Vognmand får bøde på omkring 125.000 kr. efter tungvognskontrol

Onsdag den 4. marts 2020 gennemførte Tungvognscenter Syd og Tungvognscenter Nord i samarbejde en tungvognskontrol på Midtjyske motorvej ved Arnborg.

I den forbindelse blev en tysk lastbil tilkoblet en dansk sættevogn taget ind til kontrol ved rasteplads Søby V. Den tyske lastbil blev taget ind til yderligere kontrol, fordi et opslag i politiets system til undersøgelse af, om udenlandske lastbiler har betalt den lovpligtige vejbenyttelsesafgift, viste, at det ikke var tilfældet her. Systemet er netop blevet opgraderet, så det giver meget hurtige svar på forespørgsler.

Nærmere undersøgelser viste, at lastbilen havde kørt på de danske motorveje i mindst 22 tilfælde inden for de seneste 28 dage, uden at der var betalt vejbenyttelsesafgift. Da firmaet ikke er sigtet for lignende forhold de seneste tre år, lød bøden for det på 2.500 kr. per dag – altså en samlet bøde på 55.000 kr.

Men kontrollen viste også, at chaufføren var i gang med sin fjerde cabotagetur inden for syv dage – altså en ulovlig cabotagetur, hvilket udløste en bøde på 35.000 kr.

Endeligt viste det sig, at der manglede oplysninger på fem fragtbreve. Der manglede f.eks. registreringsnummer på lastbil og sættevogn, oplysninger om, hvem der var fragtfører, dato og underskrift for aflevering af godset, angivelse af sted for overtagelse af godset m.m. Chaufføren havde således overtrådt samtlige punkter, det er muligt at overtræde i forbindelse med udfyldelse af fragtbreve. En bøde for hvert mangelfuldt fragtbrev kan maksimalt være 15.000 kr., men en samlet bøde for mangelfuld udfyldelse af fragtbreve kan ikke beløbe sig til mere end 35.000 kr.

Derfor forventes den samlede bøde at løbe op i 125.000 kr.

 

Om Tungvognscentrene

Tungvogncentrene Nord, Syd og Øst varetager den operative kontrol af tunge køretøjer. Tungvognscentrenes arbejdsområde er primært varetagelse af den operative vejsidekontrol, der omhandler kontrol af lastbiler, busser samt traktorer og landbrugsredskaber på vejnettet. Opgaverne er blandt andet kontrol af køre- og hviletid, farligt gods, særtransporter, miljøfarligt affald, overholdelses af miljøzoner, dyretransporter samt cabotagekørsel.

Døgnrapport fra Østjyllands Politi torsdag den 5. marts 2020

Her er et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Grundlovsforhør i Randers kl. 11.30

Østjyllands Politi fremstiller torsdag kl. 11.30 en 52-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Randers. Han sigtes for narkokørsel, for kørsel uden førerret og for uagtsom legemsbeskadigelse.

Den 52-årige havde sin 47-årige kvindelige samlever med som passager, da han omkring kl. 18.30 på Grenåvej ved Allingåbro mistede kontrollen over bilen og ramte frontalt ind i en lastbil, der holdt parkeret ved siden af vejen.

Lastbilchaufføren, der stod udenfor, ringede 112, og kvinden blev efterfølgende kørt til hospitalet med alvorlige kvæstelser. Hun er p.t. i kritisk tilstand.

Den 52-årige er frakendt kørekortet og blev testet positiv for narko. Han blev derfor anholdt og sigtet umiddelbart efter ulykken.

**

 

Grundlovsforhør i Aarhus kl. 10.30

Østjyllands Politi fremstiller torsdag kl. 10.30 en 22-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Han sigtes for overtrædelse af knivloven, efter han onsdag kl. 22.31 blev standset i sin bil på Ålborggade i Aarhus C med en halskniv på sig.

Da patruljen standsede den 22-årige i en rutinekontrol, fandt de ud af, at han var frakendt førerretten, og da han virkede påvirket, blev han anholdt og sigtet for kørsel uden førerret og for narkokørsel.

Betjentene visiterede den 22-årige og opdagede en kæde med en kniv i rundt om halsen, en såkaldt halskniv. Den blev beslaglagt, og den unge mand fik en sigtelse for overtrædelse af knivloven. Ud over kniven havde manden også nogle tusinde kroner i kontanter på sig. En stor del af de penge blev beslaglagt, da den 22-årige skyldte penge til Skat.

Den 22-årige har flere verserende sager, hvor han har overtrådt knivloven, og derfor bliver han fremstillet i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling.

**

 

Den mobile politistation i Lystrup

Østjyllands Politis mobile politistation kører torsdag til Lystrup, hvor betjentene Jeppe og Josefine er klar til en snak med de lokale borgere. De vil stå ved SuperBrugsen omkring kl. 14-18. Alle er velkomne til at kigge forbi.

**

16-årig lejede bil med falske papirer

Østjyllands Politi blev onsdag kl. 16.29 kontaktet af et firma, der lejer el-biler via nettet. De havde opdaget, at en bruger havde uploadet billede af et falsk kørekort, og de kunne se, at bilen nu holdt omkring Botanisk Have i Aarhus.

En patrulje fandt hurtigt frem til bilen, hvor en 16-årig dreng sad bag rattet. Han havde været ude at køre en tur sammen med nogle jævnaldrende venner. Betjentene fandt en joint, som lå på gulvet i bilen, og da den 16-årige virkede påvirket, blev han både sigtet for kørsel uden førerret og for narkokørsel.

For at leje en bil gennem firmaet skal man uploade billede af sit kørekort, et billede af sig selv og give forskellige oplysninger. Herefter kan man låse en af firmaets biler op ved hjælp af en app på telefonen. Den 16-årige havde ved registreringen brugt en andens kørekort og klistret sit eget billede på, ligesom han havde brugt en andens betalingskort.

Han blev derfor også sigtet for bedrageri og dokumentfalsk. De sociale myndigheder og forældrene til både den 16-årige og hans venner blev underrettet.

**

Truende beskeder sendt til lærere

Onsdag kl. 7.57 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en gruppe lærere på Parkvejens Skole i Odder havde fået nogle truende og stødende beskeder via intranettet Aula. Beskederne var sendt fra to elevers konti, og begge elever blev efterfølgende afhørt.

Det er dog politiets vurdering, at nogen har fået adgang til de to elevers konti og sendt beskederne ud i deres navn. Østjyllands Politi efterforsker nu sagen nærmere for at finde frem til, hvem der står bag beskederne.

**

 

Anholdt til – og i fogedretten

En 26-årig mand fik onsdag morgen besøg af to betjente på sin adresse i Randers NV. Han havde nemlig ignoreret flere indkaldelser til fogedretten, og politiet kom derfor for at følge ham derhen. Da de nåede hen til retten, løslod betjentene ham, men da den 26-årige fandt ud af, at han skulle sidde og vente i et venteværelse, til det blev hans tur, blev han vred.

Han valgte at udtrykke sin utilfredshed via skældsord rettet mod patruljen, der så til gengæld valgte, at anholde ham igen og sigte ham for at fornærme politiet. Da sagen i fogedretten var overstået, blev den 26-årige derfor kørt til politistationen iført håndjern.

**

 

Specialpatruljen fandt amfetamin i Langå

Østjyllands Politis specialpatrulje bankede onsdag kl. 21.45 på hos en 45-årig mand i Langå. Politiet havde fået et tip om, at der var stoffer i lejligheden, og det holdt stik. Da betjentene kom ind, lå der en mindre mængde amfetamin på mandens køkkenbord. Han blev derfor sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.

**

 

Færdsel

Onsdag kl. 7.00 skete der et færdselsuheld på Blegindvej ved Solbjerg. En 34-årig mand mistede kontrollen over sin varebil på den glatte vej, hvorefter bilen skred ud og væltede om på siden. Den 34-årige kom dog umiddelbart ikke noget til.

Onsdag kl. 7.38 skete der et færdselsuheld i krydset Herredsvej/Hasle Ringvej i Aarhus V. En 57-årig mandlig bilist kørte sammen med en bil ført af en 51-årig mand. Ingen af parterne kom til skade ved uheldet.

Onsdag kl. 10.33 skete der et færdselsuheld i krydset Ebeltoftvej/Virringvej i Randers SØ. En 60-årig mandlig bilist holdt ind til siden for at spørge om vej, og da han satte i gang igen, kørte han ud foran en bil ført af en 52-årig kvinde, som ikke kunne undgå at køre op i ham. Ingen af parterne kom umiddelbart noget til. Den 60-årige blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.

Onsdag kl. 11.58 blev en 30-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Skanderborgvej i Haldum ved Hinnerup. I bilen fandt betjentene en kniv og en pose med en mindre mængde amfetamin, og han blev derfor også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer og for overtrædelse af knivloven.

Onsdag kl. 12.55 skete der et færdselsuheld i krydset Randersvej/Hæstvej i Trige. En 70-årig kvindelig bilist kom kørende ad Hæstvej og var i gang med at krydse Randersvej, da hun stødte ind i en bil ført af en 54-årig kvinde. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. Den 70-årige blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.

Onsdag kl. 13.20 skete der et færdselsuheld i krydset Frederiks Allé/Jægergårdsgade i Aarhus C. En 61-årig mandlig bilist svingede til højre og ramte ind i en 32-årig mand, som kom cyklende ligeud. Cyklisten kom umiddelbart ikke alvorligt til skade.

Onsdag kl. 15.40 skete der et færdselsuheld på Hammelvej i Randers SV. En 48-årig kvindelig bilist ramte sammen med en bil ført af en 51-årig mand. Ingen af parterne kom umiddelbart til skade.

Onsdag kl. 17.14 skete der et færdselsuheld i krydset Gammel Horsensvej/Virringvej i Tranbjerg. En 50-årig kvindelig bilist kørte ind lige foran en bil ført af en 54-årig mand, som lavede en skarp undvigemanøvre, hvorefter han kørte af vejen og ramte ind i nogle skilte i rabatten. Han slap dog umiddelbart fra uheldet uden at komme noget til. Kvinden blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.

Onsdag kl. 20.41 blev en 30-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spritkørsel, da han blev standset af en patrulje på Stenvej i Højbjerg. Da hans promille blev målt til over 2,0, blev hans bil beslaglagt med henblik på konfiskation.

**

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt otte indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

• På Dybbølgade i Aarhus C begået mellem mandag d. 2/3 kl. 14.00 og onsdag d. 4/3 kl. 8.05
• På Skejbygårdsvej i Risskov begået mellem tirsdag d. 3/3 kl. 15.00 og onsdag d. 4/3 kl. 10.30
• På Safirvej i Skødstrup begået mellem tirsdag d. 1/10 kl. 12.00 og fredag d. 28/2 kl. 12.00
• På Kastrupvej i Langkastrup ved Randers SØ begået onsdag d. 4/3 mellem kl. 6.30 og kl. 9.10
• På Kristrupvej i Randers SØ begået onsdag d. 4/3 mellem kl. 7.50 og kl. 11.00
• På Ranunkelvej i Sabro begået onsdag d. 4/3 mellem kl. 8.15 og kl. 17.50
• På Rydevænget i Aarhus V begået natten til torsdag kl. 00.04
• På Rydevænget i Aarhus V begået natten til torsdag kl. 00.04

20-årig fremstillet i sag om berigelseskriminalitet

Den 20-årige begæres varetægtsfængslet foreløbigt frem til den 18. marts

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi fremstiller i dag kl. 13.00 i retten i Næstved en 20-årig mand, der blev anholdt dags dato klokken 06.19 i Køge i en sag om berigelseskriminalitet.

Den 20-årige begæres varetægtsfængslet foreløbigt frem til den 18. marts, ligesom tre andre tidligere er blevet varetægtsfængslet i samme sag.

Grundlovsforhøret finder sted for lukkede døre.

Politiet kan ikke udelukke, at der vil ske flere anholdelser i sagen.

Der er for nuværende ikke yderligere kommentarer.

I alt ni års fængsel for indsmugling af 430 kilo hash

Tre personer er dømt i sagen. Den store mængde hash var gemt i en ladning kamelsmør i en lastbil, der blev stoppet ved Frøslev Grænseovergang.

Tre personer blev onsdag ved en domsmandsret ved Retten i Sønderborg idømt i alt ni års fængsel i en sag om indsmugling af 430 kilo hash til Danmark.

Den store mængde hash var gemt i en ladning kamelsmør i en lastbil.

Køretøjet blev den 9. august 2019 taget ud til kontrol af toldere fra Toldstyrelsen ved Frøslev Grænseovergang, hvorefter det ulovlige stof blev opdaget.

De to personer i køretøjet, en 26-årig mand fra Sorø Kommune og en 21-årig kvinde fra Holbæk Kommune, blev anholdt af betjente fra Udlændingekontrolafdeling Vest ved Syd- og Sønderjyllands Politi. Og i forbindelse med efterforskningen blev en 44-årig mand fra Slagelse Kommune efterfølgende anholdt og sigtet i sagen.

Den 44-årige mand blev idømt fire års fængsel, den 26-årige mand blev idømt tre års fængsel og den 21-årige kvinde blev idømt to års fængsel, hvoraf halvandet blev gjort betinget med vilkår om samfundstjeneste.

De har under sagen nægtet sig skyldige og har udbedt sig betænkningstid med hensyn til anke af straffens længde.

Efterforskningen indstilles i sag om mulig matchfixing i FC Roskilde

Midt- og Vestsjællands Politi har den 4. marts 2020 indstillet efterforskningen i sagen, hvor Danmarks Idrætsforbund har anmeldt muligt matchfixing i fodboldklubben FC Roskilde.

Sagen har været efterforsket siden maj sidste år, og politiet har foretaget adskillige afhøringer af spillere og øvrige personer med tilknytning til FC Roskilde. Efterforskningen har endvidere omfattet kontakt til spiludbydere og efterforskning af konkrete spil på FC Roskildes kampe. Politiet har desuden foretaget gennemgang af enkeltpersoners økonomiske forhold.

Ingen af disse efterforskningsskridt har imidlertid kunne bekræfte mistanken om langvarig, organiseret og systematisk matchfixing, hvorfor anklagemyndigheden har besluttet at indstille efterforskningen.

”Det er min opfattelse, at der i denne sag er lavet et meget omfattende og grundigt stykke politiarbejde, og jeg er særdeles tilfreds med, at det er lykkedes at få belyst sagen. Efterforskningen har imidlertid ikke givet grundlag for sigtelser, hvorfor efterforskningen indstilles”, udtaler specialanklager Anja Lund Liin, Midt- og Vestsjællands Politi.

De berørte parter er orienteret om afgørelsen.

Uddrag af døgnrapport fra onsdag den 040320 kl. 0700 til torsdag den 050320 kl. 0700.

Døgnets anmeldelser vedrørende:

 

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Ingen

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Grævlingens Kvarter, Ejby, Lille-Skensved
Holbækvej, Allindemagle, Ringsted
Svaneengen, Herfølge

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Ingen

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Ingen

Hunde på motorvejen – Vestmotorvejen, Kværkeby, Ringsted

Kl. 06.33 onsdag morgen fik politiet henvendelser om, at et par store hunde løb frit rundt på motorvejen. Til sidst havde de lagt sig i midterrabatten og kiggede på den kraftige morgentrafik på stedet. Politiet kørte til området og traf to børn på 10 og 14 år, som var ude at lede efter familiens to hunde. Vejdirektoratet fik sammen med politiet sendt to skiltevogne til stedet, hvorefter det lykkedes at få hundene reddet fra midterrabatten til sikkert område uden for motorvejsarealet. Kort efter ankom hundeejeren – en 33-årig mand fra Ringsted – til stedet i bil, så han kunne køre hundene og børnene hjem. Inden han forlod stedet, sigtede politiet ham for overtrædelse af hundeloven på grund af de strejfende hunde. Den 33-årige kan således forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen er blevet afgjort.

Arbejdsulykke – Hallas Alle, Kalundborg

Kl. 09.44 rykkede ambulancepersonale og politiet ud til en medicinalvirksomhed, idet nogle medarbejdere var kommet til skade. Det viste sig, at to mænd på 26 og 37 år havde været i færd med at adskille et rør, hvor der mod forventning var tryk i. Det medførte, at vand indeholdende salpetersyre sprøjtede ud i ansigtet på dem. De blev derfor begge bragt til skadestuen til kontrol, men var tilsyneladende sluppet uden alvorlige skader. Arbejdstilsynet blev tilkaldt, så de i samarbejde med politiet kunne undersøge de nærmere omstændigheder ved ulykken for at kunne afgøre, om nogen kan drages til ansvar for ulykken.

Brandundersøgelse – Overdrevsvej, Store-Heddinge – Stevns

Kl. 10.57 rykkede brandvæsnet og politiet ud til ildebrand i en villa, hvor politiet kunne konstatere, at branden var på husets førstesal. Branden blev slukket efter ca. 30 minutters indsats fra brandvæsnet, men førstesalen var udbrændt. To personer – en 37-årig kvinde og en 42-årig mand – havde reddet sig selv ud, men blev dog begge kørt til kontrol på skadestuen for eventuel røgforgiftning. Politiet forlod området kl. ca. 12.00, idet brandtekniske undersøgelse for at finde brandårsagen først skulle foretages senere med brandefterforskere, der vil arbejde ud fra en tese om, at branden formentligt er opstået på et børneværelse og måske i noget elektronisk udstyr. Senere på eftermiddagen omkring kl. 17.00 måtte brandvæsnet igen forbi brandstedet til en kontrol, idet nogen havde bemærket lidt røg fra stedet og derfor havde slået alarm. Ingen kom til skade ved branden.

Færdselsuheld – Odsherredvej, Vig – Odsherred

Kl. 14.27 rykkede politiet ud til et færdselsuheld på rute 21 i det nordgående spor, idet en bilist var forulykket. Det viste sig, at en 21-årig mand fra Hørve under kørsel i en personbil hørte et højt brag fra bilens højre side, hvorefter han trak mod venstre og påkørte autoværnet på midten af vejen. Herved blev bilens airbags udløst, inden han standsede i midterrabatten. Da den 21-årige ikke var kommet til skade, registrerede politiet blot uheldet og foretager sig ikke yderligere, idet den 21-årige selv sørgede for fjernelse af det havarerede køretøj efterfølgende. Hvad årsagen til det høje brag var, har politiet ingen oplysninger om.

Røg fra oplader – Enghaven, Svogerslev, Roskilde

Kl. 14.58 slog en 14-årig pige fra Roskilde alarm til brandvæsnet, fordi hun havde lugtet røg i huset, da hun kom hjem. Brandvæsnet og politiet kørte til stedet og kunne konstatere, at der ikke var ildebrand nogen steder. På et værelse fandt brandvæsnet dog en oplader, som var kortsluttet og formentlig derfor havde udviklet lidt røg. Der var ikke sket nogen skade i øvrigt, så myndighederne forlod derfor stedet straks efter.

Bortvisning af uønskede personer – Sct. Jørgensbjerg, Kalundborg

Kl. 15.22 bad personalet i et supermarked om hjælp fra politiet til at bortvise ca. 10 personer, som dagligt opholder sig på stedet. De var nu begyndt at råbe skældsord mod personalet formentlig med baggrund i en nylig fyring af en medarbejder, som de tilstedeværende syntes godt om. Politiet traf ved supermarkedet otte mænd og to kvinder fra Kalundborg, som alle blev bortvist fra stedet uden problemer.

Lov om euforiserende stoffer – Parkvej, Køge

Kl. 16.44 fik en patrulje øje på en mand med bar overkrog. Han løb rundt i området og ind i en opgang, hvor politiet fik kontakt til en spirituspåvirket, 45-årig mand fra Køge. Ved en kontrol af manden, der opholdt sig i visitationszonen i Køge, fandt politiet ham i besiddelse af knap tre gram hash. Politiet sigtede ham for den ulovlige besiddelse af hashen, som blev beslaglagt som bevis og med henblik på senere destruktion.

Kørsel uden førerret – bil beslaglagt – Sølystvej, Jyderup – Holbæk

Kl. 17.53 standsede politiet en personbil, der blev ført af en 25-årig mand fra Kalundborg ad Sølystvej. Han havde ikke nogen førerret og måtte derfor ikke være fører af bilen, så han blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven. Da politiet ved en nærmere kontrol af hans personlige forhold kunne konstatere, at han havde adskillige tilsvarende sager om kørsel uden førerret inden for de seneste tre år, besluttede politiet at beslaglægge hans personbil med henblik på senere konfiskation. Han vil derfor blive indkaldt til et retsmøde, når straffesagen og spørgsmålet om endelig konfiskation af bilen skal afgøres.

Mistænkeligt forhold – Strandvejen, Køge

Kl. 03.12 kontaktede en 32-årig mand fra Køge politiet, fordi han var blevet vækket af en fremmed mand, der havde banket på terrassedøren ind til stuen, hvor han lå og sov. Manden havde også lyst ind med en lommelygte, hvorefter anmelderen havde råbt op, så manden flygtede væk i løb. Politiet kørte til området for at lede efter manden, men fandt ikke nogen mistænkelige personer. Om den fremmede mands adfærd måske var optakten til et natligt indbrud, vides således ikke. Der var ingen tegn på opbrydning af døre eller vinduer på anmelderens bopæl.

Indbrud i villa – Svaneengen, Herfølge – Køge

Kl. 03.34 fik politiet henvendelser fra både beboeren selv, men også fra naboen til en adresse, hvor en rude netop var blevet knust i en privat bolig. Anmelderne havde derfor en formodning om, at der var tale om et igangværende indbrud, hvorfor politiet kørte med flere patruljer til området. På stedet traf politiet en 32-årig mand, der havde set en person iført lys trøje flygte til et køretøj, som personen var flygtet videre i. Det var ifølge politiets undersøgelser ikke lykkedes personen at komme ind i boligen. Politiet fandt heller ikke nogen mistænkelige personer eller køretøjer i området.

Politiet i Køge hører gerne fra personer, der har bemærket noget usædvanligt i området umiddelbart før anmeldelsen. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Mistænkeligt forhold udviklede sig – Kæret / Nældebjergvej, Greve

Kl. 05.07 fik politiet en henvendelse fra et par vejmænd, som undrede sig nogle personers adfærd ved en plæneklipper. Det så ud, som om mændene var ved at stjæle plæneklipperen, hvorfor vejmændene greb ind og fik tilbageholdt en mand i nærheden af en bil. Et par andre var stukket af fra området ad en sti. Politiet kom til stedet og fik den tilbageholdte identificeret som en 28-årig mand fra Brønshøj. En politimand eftersøgte de flygtede i nærheden og fik Enebærhegnet kontakt til en mistænkt mand, som blev oplyst om, at han var anholdt. Han satte sig dog så voldsomt til modværge, at en borger på vejen blev opmærksom og kontaktede alarmcentralen få flere politifolk frem til stedet. Til sidst lykkedes det at få pacificeret manden, der havde tiltalt politimanden med diverse ukvemsord og i øvrigt lagt hindringer i vejen for gennemførelsen af en anholdelse. Den anholdte viste sig at være en 20-årig mand, der var eftersøgt af Sydsjællands og Lolland-Falsters politi i en sag om tyveri fra en varebil. Efter afhøring til sagerne i forbindelse med anholdelsen vil den 20-årige blive overgivet til nabopolitikredsen til videre foranstaltning i deres sag. Den anholdte, 28-årige blev tilbageholdt ved siden af sin egen bil og blev sigtet for forsøg på tyveri af plæneklipperen. Efter afhøring til sagen løslod politiet torsdag formiddag den 28-årige, som dog vil høre nærmere fra politiet i anledning af sigtelsen.