60-årig mand får fem års fængsel for amfetamin i fryseren

En 60-årig mand fra Randers er i Retten i Randers blevet idømt fem års fængsel for at opbevare 2,9 kilo amfetamin og 12,3 kilo hash, som han havde planlagt at sælge.

I marts bankede Østjyllands Politis specialpatrulje på den 60-åriges dør i Randers NØ. Patruljen havde fået et tip om, at der var narko på stedet, og tippet blev hurtigt bekræfter under ransagningen.

I mandens fryser lå amfetaminen, og hashen var gemt i en kuffert i lejligheden.

Den 60-årige erkendte i retten, at han havde haft til hensigt at sælge narkoen og ankede ikke dommen.

”Det er en betydelig mængde narko, som kunne have endt på gaden, og på den baggrund er jeg tilfreds med, at retten idømte den tiltalte mange års fængsel, ” siger senioranklager Jakob Beyer.

33-årig dømt efter pistolkøb på nettet

En 33-årig mand fra Aarhus er blevet idømt fængsel i et år og tre måneder efter at have forsøgt at købe otte pistoler over internettet.

Det er Særlig Efterforskning Vest, der har efterforsket sagen, som begyndte i efteråret 2018, da slovakisk politi sendte deres danske kolleger et tip. Den 33-årige havde tilbudt at købe en pistol af en slovakisk borger, og det blev altså opsnappet af politiet.

Den efterfølgende efterforskning viste, at den 33-årige aarhusianer havde kontakt til to andre personer i Slovakiet og Tjekkiet, som han ville købe pistoler af.

Købene lykkedes dog ikke, for i november blev manden anholdt og sigtet for forsøg på ulovlig våbenbesiddelse under skærpende omstændigheder. Det var blandt andet oplysninger fra den 33-åriges telefon og computer, der efterfølgende var med til at få ham dømt i Retten i Aarhus.

”Den tiltalte har været meget ihærdig i sin søgen efter farlige våben, som han forsøgte købe, selvom han ikke har nogen våbentilladelse. Det er jeg tilfreds med, at retten har takseret til en længere fængselsstraf, ” siger anklager i Særlig Efterforskning Vest, Jhin Lee.

Den 33-årige udbad sig betænkningstid i forhold til at anke dommen.

18-årig mand dømt for voldtægt af 12-årig pige

En 18-årig mand er i Retten i Aarhus blevet idømt to et halvt års fængsel for en voldtægt begået mod en 12-årig pige i december sidste år.

Pigen og en lidt ældre veninde var uden deres forældres vidende taget fra Sønderjylland til Aarhus, hvor de mødte en gruppe teenagedrenge.

Drengene tog dem med til en boligblok, hvor de gik ned i en kælder, og pigerne fulgte frivilligt med. Nede i kælderen voldtog den dengang 17-årige mand så den 12-årige pige. I retten blev han ud over voldtægt dømt for at have tiltvunget sig anden seksuel omgang end samleje og for at udnyttet sin fysiske og psykiske overlegenhed til at tiltvinge sig sex med en person under 15 år.

Ud fra pigernes forklaring lykkedes det senere politiet at identificere gerningsmanden, som bor i Aarhus.

Anklagerfuldmægtig Rasmus Thisted er tilfreds med dommen.
” Det er et groft overgreb på en kun 12-årig pige, som er meget fysisk underlegen i forhold en 17-årig dreng. Så jeg er tilfreds med, at retten fulgte min påstand om, at den tiltalte skulle idømmes en længere fængselsstraf for voldtægt, ” siger Rasmus Thisted.

Den 18-årige nægtede sig skyldig. Han udbad sig betænkningstid i forhold til at anke. Han skal nu sidde varetægtsfængslet frem til afsoningen af fængselsstraffen.

Dømt for at besidde og dele børneporno

49-årig mand fra Høje Taastrup idømt fem måneders ubetinget fængsel for fra september 2008 til november 2010 at have besiddet og udbredt børneporno på film og billeder, oplyser Københavns Vestegns Politi.

Manden blev tiltalt og dømt for tre forhold:

• Den 2. september 2008 via et fildelingsprogram at have udbredt en filmsekvens på 17 minutter og 59 sekunder med et barn under 18 år, der bliver seksuelt misbrugt på anden vis end samleje.

• Den 2. november 2010 via et fildelingsprogram at have udbredt 42 filmsekvenser med en samlet spilletid på 10 timer og 42 sekunder af børn under 18 år, der bliver seksuelt misbrugt ved samleje og på anden vis.

• Den 2. november 2010 at have besiddet 2300 billeder og 473 filmsekvenser af børn under 18 år, der bliver seksuelt misbrugt ved samleje og på anden vis. 23 af billederne omfatter særligt grove overgreb. Filmsekvenserne har en samlet spilletid på 75 timer, 34 minutter og 37 sekunder.

Alvorlig sag
Dommen faldt i dag – onsdag den 13. juni – ved Glostrup Ret.

– Politi og anklagemyndighed ser med stor alvor på besiddelse og distribution af børneporno og har lagt mange kræfter i sagen, siger anklager Tina Christensen.

Hun er tilfreds med, at en enig domsmandsret fandt ham skyldig i alle tre forhold, selv om manden nægtede sig skyldig. Domsmandsretten lagde vægt på grovheden og omfanget af filmsekvenserne og billederne.

Manden ankede på stedet dommen til frifindelse.

Sagen er en udløber af en større international aktion mod børneporno ”Operation Perserteppich & Collection” i juni 2009. Manden blev anmeldt i november 2010 og sigtet i juli 2011.

32-årig fængslet for knivstikkeri

Offeret var ikke i første omgang klar over alvoren

En 32-årig mand fra Kolding er mandag blevet fremstillet i grundlovsforhør i retten i Esbjerg. Syd- og Sønderjyllands Politi sigter manden for grov vold.

Den 32-årige er sigtet for fredag på en adresse i Vejen fire gange at have stukket en 31-årig mand med en kniv. Den 31-årige var i livsfare og blev opereret på Kolding Sygehus. Offeret er nu udenfor livsfare og i stabil tilstand. Der gik nogen tid, før knivstikkeriet blev behandlet og anmeldt, da offeret i første omgang ikke selv troede, at stikkene var alvorlige.

Den 32-årige mand blev i samarbejde med Sydøstjyllands Politi anholdt søndag eftermiddag i Fredericia.

Dommeren i retten i Esbjerg valgte at fængsle den 32-årige i fire uger. Han kærede ikke kendelsen.

To års fængsel for trafikdrab

En 24-årig mand blev i går ved Glostrup Ret idømt to års ubetinget fængsel og fik frakendt kørekortet i otte år for trafikdrabet på en 48-årig mand i Rødovre den 11. juli 2009.

Manden blev dømt efter alle punkter i anklageskriftet, blandt andet uagtsomt manddrab, diverse overtrædelser af færdselsloven samt at have forvoldt nærliggende fare for andres liv og helbred.

Dommen blev modtaget og dømte fortsat varetægtsfængslet, til afsoningen kan begynde.

Sagen kort
Den 11. juli 2009 ca. kl. 20.00 kørte den dengang 23-årige mand med høj fart gennem Glostrup, Brøndby og til sidst Rødovre.

Han kørte blandt andet slalomkørsel, over for rødt seks gange og med alt for høj hastighed.

I krydset ved Damhus Torv i Rødovre kørte han således over for rødt og ind i siden på en tværkørende bil, der kørte over for grønt. Den mandlige fører, 48 år, af den påkørte bil blev alvorligt kvæstet og afgik senere ved døden.

Efterforskningen viste efterfølgende, at den 23-årige kørte hele strækningen med en gennemsnitshastighed på mindst 101 km/t og med en promille på 1,93.