Uddrag af døgnrapport fra mandag 080719 kl 0700 til tirsdag 090719 kl 0700

Døgnets anmeldelser vedrørende:

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Ingen anmeldelser

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Frederiksborgvej, Roskilde
Haraldsborgvej, Roskilde
Olsbækmark, Greve
Elverdamsvej, Kirke-Såby
Stenledsvej, Tureby
Tavleager, Greve
Vordingborgvej, Herfølge

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Ingen anmeldelser

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Baunehøjvej, Veddelev, Roskilde

Vold og trusler – Hundige Strandvej, Greve

Kl. 1133 fik politiet et alarmopkald om, at en mand havde indfundet sig på en cafe, hvor han havde slået og truet en 52-årig kvinde, som han tidligere havde haft en forhold til. Manden havde taget en kniv fra cafeen, som han havde truet kvinden med. Politiet kom hurtigt frem til stedet, hvor de uden dramatik anholdt en 50-årig mand fra Høje Taastrup. Han blev sigtet for vold og taget med til stationen til afhøring. Anklagemyndigheden vurderede herefter sagen og fandt ikke grundlag for, at den 50-årige skulle fremstilles i grundlovsforhør. Han blev derfor løsladt, men er fortsat sigtet i sagen. Kvinden blev tilset på skadestuen, men slap fra overfaldet med knubs.

Uorden i toget – Jernbanegade, Roskilde

Kl. 1416 fik politiet en anmeldelse om, at en spirituspåvirket mand i toget optrådte aggressivt over for togpassagererne. Manden havde råbt og været ubehagelig over for nogle kvinder i toget, så en mandlig passager var gået imellem for at beskytte kvinderne. Den spirituspåvirkede mand rettede nu sin vrede mod den mandlige togpassager, en 78-årig mand fra Taastrup, som han slog ud efter over og ramte i ansigtet. Da toget ankom til Roskilde station stod den 78-årige af toget, hvor han ved hjælp fra nogle andre mandlige togpassagerer tilbageholdt den aggressive mand. Politiet anholdt en 46-årig mand fra Ishøj, som blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen ved at have udvist voldelig optræden i toget. Han blev taget med til politistationen, hvor han blev afhørt til sagen, som han umiddelbart godt kunne erkende. Han var ked af sin opførsel, og forklarede, at den ene kvinde i toget, som han havde haft en uoverensstemmelse med var hans kæreste. Den 46-årige mand blev løsladt efter endt sagsbehandling, og vil få en bøde på 3000 kr. for episoden.

Overhalede højre om i høj fart – Køge Bugt Motorvejen, Køge

Kl.1648 foretog færdselspolitiet en hastighedsmåling af en varebil, som blev ført af en 20-årig mand fra Haslev. Bilen blev målt til at køre 132 km/t på motorvejen, hvor det kun var tilladt at høre 110 km/t. Varebilen foretog desuden i to tilfælde overhalinger højre om 5 biler i den tætte eftermiddagstrafik. Den 20-årige fører blev standset og sigtet for de ulovlige overhalinger og hastighedsforseelsen. Varebilen havde desuden ulovlige Xenonpærer sat i forlygterne og tonet glasset på baglygterne, hvilket også er en overtrædelse af færdselsloven. Han kan nu forvente en samlet afgørelse af sine sager, der vil blive lagt op til en bødestraf og flere klip i kørekortet.

Narko fundet på narkobilist – Vordingborgvej. Køge

Kl. 1650 standsede politiet en bil, hvor føreren ikke anvendte sikkerhedssele. Føreren, en 26-årig mand fra Køge, viste sig at være påvirket af hash, og han var frakendt retten til at føre bil. Politiet ransagede bilen, hvor de fandt 18,8 gram kokain i små poser og 0,78 gram hash. Den 26-årige blev anholdt og sigtet for narkokørsel, kørsel i frakendelsestiden og overtrædelse af lov om euforiserende stoffer med henblik på videresalg. Politiet ransagede den 26-årige mands bopæl, men der blev ikke fundet yderligere narko. Han fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Når resultatet af blodprøven kommer, vil den 26-årige få afgjort sine sager samlet.

Graffitihærværk – Kong Valdemars Vej, Roskilde

Kl. 1854 fik politiet oplysninger om, at en yngre mand gik og taggede graffiti forskellige steder i Roskilde. En patrulje kom hurtigt frem og så i det samme, at manden lavede graffitihærværk på et el-skab på Kong Valdemars Vej. Han viste sig at være en 21-årig mand fra Roskilde blev anholdt og sigtet for hærværk. Tæt på traf politiet en anden ung mand, en 23-årig mand fra Roskilde som kunne mistænkes for at være sammen med den 21-årige om hærværket, idet han medbragte en rygsæk med spraymaling. Politiet beslaglagde al malingen, hvilket de begge ønskede skulle forelægges retten, der nu skal tage stilling til, om politiets indgreb var retmæssigt. De to blev afhørt til sagen, hvorefter de blev løsladt. Politiet skal nu undersøge omfanget af graffitihærværket, hvorefter de to sigtede vil høre mere fra politiet. I den forbindelse vil de to blive præsenteret for et evt. erstatningskrav.

”Brand” viste sig at røg fra pyrolyse-rens af ovn – Trianglen, Køge

kl. 1927 kom et alarmopkald om brand i et rækkehus. En 48-årig kvinde var kommet forbi huset og sagde set en del røg, der kom ud fra husets udsugning og ringede 112. Hun kunne ikke få kontakt til nogen i huset, men havde advaret omkringboende naboer. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor det viste sig, at der var tale om at en ovn, der var sat til at rense sig selv med pyrolyse, havde givet en kraftig røgudvikling, men der var ingen ild. Beboerne i rækkehuset var ikke hjemme, men brandvæsnet besluttede at fjerne ovnen, da den var så varm, at der var risiko for at den kunne tænde ild i køkkenskabene tæt ved. Ejeren af huset blev efterfølgende underrettet om episoden, men gav ikke anledning til yderligere fra politiets side. Ingen personer kom til skade på grund af røgudviklingen.

Brand i bil – Lerchenfeldvej, Kalundborg

Kl. 0316 kørte politi og brandvæsen til en anmeldelse om brand i en bil, der holdt på en parkeringsplads tæt ved Lerchenfeldtvej nr. 46. Der kom sort røg fra bilen og der var store flammer. Bilen kunne ikke reddes og udbrændte helt. Der var ikke fare for, at ilden skulle sprede sig til andet. Politiet undersøger nu årsagen til branden, der ikke umiddelbart kunne forklares.

Vidner der har set nogen personer i eller omkring bilen op til at den brød i brand omkring kl 03.16, eller som iøvrigt har oplysninger i sagen bedes kontakte politiet på tlf. 114.

13-årig pige fra Odsherred efterlyses.

Politiet efterlyser den 13-årige Maria Louise Kristensen, der bor i Højby i Odsherred kommune. Pigen er forsvundet fra sin adresse på Troldager lørdag mellem kl. 0930 og kl. 1230, og hun er ikke set siden. Pigen er meget umoden af alder. Hun lider af ADHD, og hun får medicin i den anledning. Det vides ikke, om hun har taget sin medicin med sig.

Maria beskrives som: Pige, 13 år, spinkel af bygning, umoden, 150 cm. høj, mellemblondt hår, muligt iført en hvid jakke, rødt halstørklæde, sorte joggingbukser og langskaftede støvler.

Familie og venner er kontaktet, og der er fremkommet oplysninger om, at Maria muligt er i Køge hos en kæreste, der hedder Mikkel. Hvem Mikkel er ved hverken familie eller venner.

Politiet har søgt Maria både i Odsherred og i Køge, men indtil videre uden held.

Politiet vil meget gerne høre fra borgere, der enten har set Maria, eller ved hvor hun opholder sig. Politiet vil også gerne i kontakt med Mikkel, der som nævnt skulle bo i Køge.

Maria, eller personer der er omkring hende, opfordres til at kontakte familien eller politiet.

Oplysninger til Midt- og Vestsjællands Politi på tlf. 114