Efterlyser vidner og oplysninger

Fyns Politi søger vidner og information i forbindelse med en brand i en Villa i Årslev.

Vi er meget interesserede i informationer, som kan bringe os videre i efterforskningen af en brand i en villa på adressen Kohavegyden 7, Dømmestrup, 5792 Årslev. Branden er påsat inde i villaen efter at en eller flere gerningsmænd er brudt ind i ejendommen i perioden søndag den 26. september 2019 kl 18.50 til mandag den 21. oktober 2019 kl 15.17. Branden er påsat flere steder i villaen, og der er sket betydelige brand-, røg- og sodskader. Vi vurderer, at ilden er slukket af sig selv, på grund af “iltmangel”.

 

Fra ejendommen er der muligvis fjernet en eller to, hvide 20 l. dunke med ca. 15 l. diesel i hver samt en flerfarvet, syet, plastpose med flere stykker beklædning i form af brugte trøjer og cardigans af forskllige mærker. Disse effekter hører vi også gerne nærmere om, da de er interessante for sagens opklaring.

 

Borgere der har oplysninger om sagen, må meget gerne kontakte os på 114.

Efterlyser vidner i forbindelse med formodet ulykke i Nordborg

Alle, der lige efter ulykken er gået, cyklet eller kørt forbi stedet på Ringvej i Nordborg, hvor en 58-årig mand blev fundet død på vejbanen, bedes kontakte Syd- og Sønderjyllands Politi på telefon 114

En 58-årig mand fra Nordborg-området blev i dag fundet død liggende på Ringvej i Nordborg. Manden var kort tid forinden set gå på fortovet med en hvid pose i hånden.

Et vidne hørte lige inden anmeldelsen klokken 10.24 en lyd som af en påkørsel og så en lysegrå SUV-lignende bil køre ad Ringvej mod øst.

Syd- og Sønderjyllands Politi vil meget gerne i kontakt med alle, der er kørt, gået eller cyklet forbi ulykkesstedet lige efter ulykken. Man har altså som trafikant kunnet se, at der var sket noget. Enten ved at manden lå på kørebanen eller ved, at der var samlet mennesker omkring stedet.

Den lysegrå bil er ikke fundet, og der er kun kommet ganske få henvendelser i sagen.

Alle oplysninger i sagen bedes givet på telefon 114.