Eftersøgning ved badesø Roskilde

Politiet modtog kl. 2010 en anmeldelse fra en borger, der havde fundet efterladt beklædning ved en sø vest for Darupvej. Søen er beliggende uden for Roskilde Festivals område. Der var ikke set personer i forbindelse med tøjet. Der blev efterfølgende iværksat søgning med dykkere og helikopter. Eftersøgningen blev indstillet kl. 2230 uden fund. Eftersøgningen genoptages i morgen. Politiet har ikke modtaget henvendelser om savnede personer.

Politi Døgnrapporter: 

Opfølgning på alvorligt færdselsuheld på Viborgvej ved Over Fussing 8920 Randers NV.

Ifm. færdselsuheldet på Viborgvej imellem en motorcykel og en personbil kan Østjyllands politi bekræfte, at føreren af motorcyklen er afgået ved døden. Der er tale om en 26 årige mand fra Bjerringbro. Familien er underrettet af politiet

Uheldet skete på en lige vejstrækning i forbindelse med, at en personbil foretog venstresving samtidig med, at en bagvedkørende motorcykel foretog en overhaling.

Det er for nuværende ikke muligt at oplyse de nærmere omstændigheder omkring færdselsuheldet, som undersøges af Politet og Bilinspektøreren.

Politi Døgnrapporter: 

Østjyllands Politi bekræfter, at der er sket et alvorligt færdselsuheld på Viborgvej v. Over Fussing, Randers NV

Alvorligt færdselsuheld imellem personbil og motorcykel. Føreren af motorcyklen er alvorligt tilskadekommen og i kritisk tilstand.

Politet er på stedet, og der er trafikale problemer, hvorfor færdslen omdirigeres ad Gl. Viborgvej.

Nærmere informationer tilgår.

Politi Døgnrapporter: 

Hold øje med den lilla krone og den blå fugl

Som den kun fjerde anklagemyndighed i landet, bliver Anklagemyndigheden ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi aktive på det sociale medie Twitter.

For uindviede virker overskriften nok en anelse kryptisk. Men ved man, at den blå fugl er en reference til det sociale medie Twitter, og den lilla krone repræsenterer anklagemyndigheden, ja så begynder det at give lidt mere mening.

Anklagemyndigheden i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi er nemlig blevet aktive på det sociale medie Twitter, hvor det handler om lynhurtig, kort og præcis kommunikation til læserne. Det er drivkraften bag Twitter, som nu bliver en fast del af kommunikationspakken hos Anklagemyndigheden i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

52-årig kvindelig stalker fundet skyldig ved retten i Nykøbing F. – trodsede sit tilhold og opsøgte mandlig bekendt 16 gange. #anklager
72-årig folkepensionist må i fremtiden sove ubevæbnet #anklager#politidkmynewsdesk.com/dk/sydsjaellan…
Vidste du, at vi har en afdeling, der arbejder med at videreudvikle god kvalitet og legalitet #politidk#anklager
Mand fra Næstved dømt 9 mdrs fængsel for besiddelse af over 18.000 børnepornografisk materiale samt udbredelse af 2.500 #politidk#anklager

Sådan lød et par af de første tweets, som Anklagemyndigheden i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi udsendte fra deres nye Twitter-profil. Anklagerfuldmægtig Iben Hee Grønbæk er en af de tweetende anklagere:

– Jeg kan via Twitter nu meget hurtigt og nemt sende information ud om udfaldet af de sager, jeg går i retten med. Det gør det let for både borgere og pressen at følge med i vores verden. Twitter er en oplagt måde for os at vise, hvad vi laver – og vel også en meget god service til omverdenen, siger anklageren.

Nuanceret billede af anklagemyndighedens rolle

Tweets fra Anklagemyndigheden vil både være målrettet de borgere, der er særligt interesserede i retsstof, og især de journalister, der lever af at fortælle om, hvad der sker i retssager.

Chefanklager Henriette Rosenborg Larsen forklarer om brugen af den nye medie:

– Vi vil gerne nuancere billedet af straffesystemet og anklagemyndighedens rolle og give forståelse for vores opgaver og resultater. Vi vil også gerne fortælle om vores daglige arbejde med fx straffesager, straffeprocessen, retsregler og retsprincipper. Og så har vi et ønske om, at vi gennem mere kommunikation med offentligheden bidrager til, at vidner og ofre får forståelse for deres rolle i en straffesag

Anklagemyndigheden Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi består af ca. 30 jurister, og et sekretariat på 16 medarbejdere, som årligt sender mere end 3000 straffesager til domstolene med henblik på dom eller kendelse.

Er du interesseret i at høre mere om retssikkerhed, skyld og straf og om straffeproces, retsregler og principper – så følg anklagemyndigheden på Twitter. Du finder dem her www.twitter.com/SydsjaellandAnklagere under navnet @SSJ_LFAnklagere. Kig efter den lilla krone.

3 og 3½ års fængsel for røveri

Retten i Kolding afsagde i dag dom i en røverisag fra Fredericia, der blev begået den 7. september 2014. Dommen lød på 3 års fængsel til en 21 årig mand og 3½ år til en 24 årig, der begge med det samme startede afsoningen med en fortsat varetægtsfængsling.

De to nu dømte brød ind i en villa og de var maskerede samt bevæbnede med en skarpladt pistol og et koben. De tvang villaens to beboere til at åbne et pengeskab, hvorfra de stjal ca. 29.000 kr. Tvangen bestod blandt andet i trusler med pistolen og slag med kobenet.

Der var ikke tale om “et hjemmerøveri”, da der var en forudgående relation mellem parterne i form af et kortere bekendtskab.

Politi Døgnrapporter: 

Ny stor dopingfangst

Efter længere tids efterforskning slog Københavns Politi – Afdelingen for organiseret kriminalitet – i går til mod flere personer i det kriminelle dopingmiljø. Med god assistance fra Østjyllands politi og Sydøstjyllands Politi blev 6 personer anholdt. Dopingpræparater, penge og værdigenstande i millionklassen blev beslaglagt.

Omkring kl. 13.00 ankom en fragtbil fra Slovakiet til et lager i nærheden Aarhus, hvor den blev mødt af en 27-årig dansk mand og der blev herefter læsset 13 større kasser fra lastbilen og ind på lageret.

De to personer kørte herefter fra stedet i hver deres køretøj. Lastbilen med en 23-årig mand fra Slovakiet blev bragt til standsning kort efter og anholdt. Ved gennemgang af hans last blev der ikke fundet yderligere ulovlige effekter.

Den 27-årige danske mand, som han havde overdraget kasserne til, blev efterfølgende anholdt på sin bopæl nær omtalte lager.

Ved gennemgang af de nævnte 13 kasser kunne det konstateres, at disse indeholdt ca. 11.000 ampuller og ca. 90.000 doping-tabletter.

Der blev herefter iværksat anholdelser i Københavnsområdet af en 29-årig dansk mand, der af politiet anses for bagmand i dopingsagen, samt af en 30-årig og en 45-årig danske mænd lidt nord for København.

Endelig blev der i Sydøstjylland foretaget anholdelse af en 33-årig dansk mand, der har stået for pakning og forsendelser af dopingmidler. På dette lager blev der også fundet et meget stort parti doping – mere end en million dopingenheder, samt en stor mængde tom emballage.

I forbindelse med ransagninger blev der yderligere beslaglagt omkring 2,4 millioner kroner, diverse dopingpræparater og dyre værdigenstande til en anslået værdi af ikke under 3,5 – 4 millioner kr. Genstande, der bestemt ikke står mål med personkredsens lovlige indtægter.

Fem af de anholdte vil blive fremstillet i Dommervagten i dag sigtet for overtrædelse af straffelovens § 191a stk. 2 for at have medvirket til betydelig import og distribution af en stor mængde dopingmidler.

Vi er godt tilfredse i Københavns Politi i dag. Både med hjælpen under efterforskningen og den hurtige assistance fra de jyske kredse. Men også fordi, der lige nu sidder fem personer i Dommervagten og som vi vil begære varetægtsfængslet. Vi har længe arbejdet målrettet på at ramme bagmændene bag den kriminelle handel med dopingpræparater. Gårsdagens aktion er et skridt i den rigtige retning, og jeg håber, at straffene vil virke præventivt på folk der overvejer at tjene hurtige penge. Men også, at det sender et signal til de unge mennesker, der køber dopingpræparaterne. Det er en dårlig ide, for det kan skade både straffeattesten og fysikken, siger politikommissær Steffen Thaaning Steffensen

Politi Døgnrapporter: 

RF15: Uddrag af døgnrapport fra mandag 290615 kl. 0700 til tirsdag 300615 kl. 0700.

Roskilde Festival:

Generelt har det været et fredeligt døgn på Roskilde Festivalen.

Tyverier

Der har i døgnets løb været en del anmeldelse om tyverier fra telte m.v. Derfor skal vi gentage opfordringen til at passe på sine ting og ikke have værdifulde genstande liggende i telte m.v.

Husk at mindre tyverisager med fordel kan anmeldes via politi.dk i stedet for at bruge tid på en personlig henvendelse på politistationen i Roskilde.

Anholdelse

Kl. 1325 anholdt politiet en 38-årig mand med ukendt nationalitet. Manden blev truffet på Roskilde Festivalen. Han havde et ID-kort på en anden person på sig og ingen andet legitimation. Den 38-årige sidder fortsat anholdt. Han fremstilles i grundlovsforhør tirsdag

Kl. 2152 anholdt politiet en 16-årig pige fra Frederiksberg og en 18-årig mand fra København. Begge blev fundet i besiddelse af en rygsæk med forskellige former for narkotika bl.a. hash, LSD, MDMA og amfetamin. Begge blev afhørt og sigtet i løbet af aftenen og løsladt ud på natten. Sagen behandles senere i retten.

Røveri

Kl. 2238 modtog politiet en anmeldelse fra en canadisk statsborger, der umiddelbart før anmeldelsen var udsat for et røveri på Camp P-6. Pgl. blev truet med en pistollignende genstand og udleverede kontanter i form af euro og diverse canadiske kontokort. Gerningsmanden beskrives som: Mand, ikke etnisk dansker, 175-185 cm høj, arabisk udseende. Talte engelsk. Iført sort bandana for ansigtet, grå hættetrøje og grå bukser. Truede med en pistollignende genstand.

Politiet har ikke fundet frem til gerningsmanden, og vi vil meget gerne tale med vidner, der har hørt eller set noget i forbindelse med sagen.

Fremstilling i grundlovsforhør

Kl. 1230 blev to på 24 og en 27-årig mand fra Rumænien fremstillet i grundlovsforhør. De blev alle tre fængslet til den 160715 sigtet for tyveri fra gæster på Roskilde Festivalen.

Status på antal sager

Status på antal anmeldelser indtil nu ligger nogenlunde på samme niveau som sidste år. Se en samlet oversigt i nedennævnte dokument.

Politi Døgnrapporter: 

Uddrag af døgnrapport fra mandag 290615 kl. 0700 til tirsdag 300615 kl. 0700

Indbrud i privat beboelse (vejnavn og by):
Lerchenfeldvej , Kalundborg
Køgevej , Roskilde
Østervang, Holbæk
Solsikkemarken , Borup
Jyllandsgade, Ringsted

Arbejdsulykke – Lumsås
Kl. 0927 modtog politiet en anmeldelse om en arbejdsulykke på virksomheden Lundbeck. En 53-årig mandlig ansat fra Sjællands Odde var under tømning af en kemikaliebeholder blevet ramt i ansigtet af et basisk kemisk stof. Den 53-årige blev på skadestuen behandlet for ætsningsskader i ansigtet, men slap fra ulykken uden alvorlige skader. Arbejdstilsynet blev rutinemæssigt tilkaldt og undersøger nu sagen.

Brand – Holbæk
Kl. 13.16 modtog vagtcentralen en anmeldelse om brand i en knallert ved arresten i Holbæk. Anmelderen havde set 5-6 unge drenge løbe væk fra stedet. Brandvæsnet var ligeledes sendt til stedet og var igang med slukningen, da politiet ankom. Ingen personer kom til skade ved branden.

Spirituskørsel – Ringsted
Kl. 21.25 sigtede politiet en 56-årig mand fra Ringsted for at køre over for rødt og spirituspåvirket på knallert i krydset ved Dagmarsgade/Køgevej. Manden blev anholdt, fik udtaget en blodprøve og efterfølgende løsladt igen.

Spirituskørsel – Ringsted
Kl. 21.45 sigtede politiet en 49-årig mand fra Ringsted for at køre spirituspåvirket på knallert på Dagmarsgade. Manden blev anholdt, fik udtaget en blodprøve og efterfølgende løsladt igen.

Vold – Køge
Kl. 0155 blev politiet kontaktet af en 19-årig mand fra Herfølge, der på Ringvejen havde fundet en forslået mand. Da en politipatrulje kom til stedet, kunne betjentene konstatere, at den 41-årige mand fra Slagelse var blevet både slået og stukket med en kniv.
Den 41-årige blev kørt til skadestuen, hvor han blev behandlet for sine skader. På skadestuen kunne det konstateres, at han var uden for livsfare, og han ønskede i øvrigt ikke at fortælle politiet, hvad der var sket.

Politi Døgnrapporter: