Fem personer omkommet ved brand i en villa i Nakskov

I går aftes fredag den 30. januar klokken 22.17 modtog Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi en anmeldelse om, at der var brand i en villa på Mosevej i Nakskov. Det viste sig, at branden var meget omfattende og udviklede sig så hurtigt, at det ikke var muligt at redde fem personer ud, der befandt sig på første sal i villaen.

Det har endnu ikke været muligt at identificere de fem omkomne, men politiet har en formodning om deres identitet. Der er tale om fire mindreårige børn og en voksen person.

En person er kommet til skade ved branden og er indlagt på hospitalet til behandling for brandskader. Den pågældende er uden for livsfare.

Politiets efterforskere arbejder fortsat med undersøgelser på brandstedet sammen med brandteknikere og retsmedicinere for at få fastlagt, hvad der var årsag til branden. Der er foreløbig intet, der peger i retning af en forbrydelse.

Anholdelse af kabeltyv

Københavns Politi har fredag aften kl. 2027 foretaget anholdelse af en rumænsk mand på 38 år. Han sigtes for kabeltyveri og omfattende forstyrrelse af samfærdselsmidler (straffelovens § 276 og § 193) Anholdelsen skete på Kettevej i Hvidovre.

Anholdelsen skete, som følge af et tæt samarbejde mellem Københavns Politi og Københavns Vestegns Politi. Politiet håber med anholdelsen af personen, at det er lykkedes at få sat en stopper for de meget generende tyverier af kobberkabler, som især pendlerne mellem Køge og København har været kraftigt generet af de sidste par uger.

Politiet håber herved, at anholdelsen vil være til glæde for de mange dagligt rejsende.

Baggrunden for anholdelsen sker som følge af den efterforskning, som der har været, siden de første tyverier skete og som følge af den ransagning og de anholdelser, som skete tidligere på ugen hos en skrothandler i Københavns Sydhavn.

Anholdte er rumænsk statsborger. Han er i for forvejen kendt af dansk politi for tyverier og har endvidere indrejseforbud i Danmark.

Han fremstilles i morgen i grundlovsforhør af Københavns Vestegns Politi.

​Københavns Politi efterforsker anmeldelse om 9-årig dreng, der blev forfulgt af to mænd

Københavns Politi modtog torsdag den 29. januar 2015 en anmeldelse om at en 9-årig dreng – ca. kl. 14 på Tømmerupvang, var blevet forfulgt af to mænd, der kørte i en varebil.

I den forbindelse kan det oplyses, at politiet fortsat efterforsker hændelsen for at få afdækket de konkrete omstændigheder. Hændelsen er efter det oplyste sket i nærheden af et stiområde tæt på Skelgårdsskolen, og politiet foretager derfor forhøring, efterforskning og patruljering i området, for at få afdækket alle fakta bedst muligt.

Københavns Politi har tidligere i dag været i kontakt med ledelsen på Skelgårdsskolen, der er blevet informeret om politiets tiltag.

”Vi kan pt. desværre ikke sige yderligere om sagens udvikling, men Københavns Politi tager sagen alvorligt og opfordrer alle, der har oplysninger til sagen om at henvende sig til politiet på 114, så alle relevante oplysninger tilgår sagen hurtigst muligt”, siger politiinspektør Poul Kjeldsen fra Københavns Politi.

Politiet vil desuden gerne opfordre forældre og andre i området til fortrinsvis at forholde sig til de fakta, som politiet og skolerne i området kan give. ”Det er ved sådanne hændelser altid vigtigt, at forholde sig til konkrete fakta, således der ikke skabes unødig utryghed, ligesom det også er en god anledning til at tale med sit barn om hvordan man forholder sig, hvis fremmede personer kontakter dem”, siger politiinspektøren videre.

Politi Døgnrapporter: 

46-årig mand dømt 3 års fængsel for bl.a. vold og trusler

En 46-årig mand fra Slagelse, er i dag ved Retten i Næstved idømt 3 års fængsel.

Denne dom får han for grov vold i gentagelsestilfælde, trusler og forsøg på voldtægt samt ved vold og trussel om vold at have tiltvunget sig andet seksuelt forhold end samleje med sin tidligere samleverske begået om den 29. november 2014. Manden er tidligere dømt for trusler, grov vold samt voldtægt og var den 29. november 2014 prøveløsladt fra afsoning af den tidligere voldtægtsdom.

Den 46-årige har udbedt sig betænkningstid.

Manden har siddet varetægtsfængslet siden den 3. december 2014, og er efter domsafsigelsen i dag fortsat varetægtsfængslet.

Mistænkt i voldssag løsladt af retten

Den 24-årige mand som i dag blev fremstillet i Retten i Svendborg sigtet for grov vold begået på diskotek Molly i Faaborg natten til den 25. januar 2015 blev løsladt af dommeren.

Anklagemyndigheden har kæret afgørelsen til landsretten med påstand om fængsling.

Politi Døgnrapporter: 

Let foden fra speederen og følg os på Twitter!

Midt- og Vestsjællands Politi ruller fra mandag ud på vejene med 10 biler til automatisk trafik kontrol (ATK). Politiets gode råd er: Let foden fra speederen og følg os på Twitter!

På landsplan øges antallet af ATK-biler fra 25 til 100 som et vigtigt led i at øge trafiksikkerheden med henblik på at få antallet af dræbte og kvæstede yderligere ned.

I de senere år er trafiksikkerheden øget væsentligt, hvilket skyldes mere trafiksikre veje og sikrere biler, men også politiets indsats og ikke mindst holdningsændringer hos mange borgere er med til at forbedre sikkerheden.

Tidligere havde politikredsen to målebiler, men fra mandag er antallet ti. Bilerne anbringes jævnt ud over hele politikredsen, og bilerne vil blive anvendt på de vejstrækninger, hvor der erfaringsvis sker mange færdselsuheld, ved skoler og andre relevante steder.

Følg os på Twitter

Midt- og Vestsjællands Politi vælger en åben politik omkring kontrollerne. Vi vil på Twitter fortælle, hvor kontrollerne foregår, og derfor anbefaler vi, at borgerne følger os på Twitter under @mvsjpoliti. Alternativt kan man også se politiets tweets på www.politi.dk/Midtvestsjaelland.

Hvorfor fortæller vi om kontrollerne

Politiets opgave er at være præventive, og derfor ønsker vi, at flest mulige overholder færdselsreglerne, og derfor fortæller vi også om kontrollerne. Det er ikke vigtigt for os, at mange får en bøde, men at der sker færre uheld.

Vi vil så gerne ha’ du kører lidt langsommere

Når bilisterne står op søndag morgen er det til en ny virkelighed på de fynske veje. Allerede fra søndag rykker Fyns Politis syv nye ATK-biler (Automatisk Trafik Kontrol) nemlig ud for at være med til at øge trygheden på vejene. Dermed vil der være ni ATK-biler på Fyn.

-Hastighed er en af de væsentligste grunde til trafikdrab og alvorligt tilskadekomst i trafikken. Derfor er målet med, at vi nu har flere og bedre ATK-biler, at få bilisterne til at lette trykket på speederen og køre bare lidt langsommere, siger vicepolitiinspektør Jørgen Andersen fra Fyns Politi.

Let trykket på speederen
De ni ATK-biler vil holde der, hvor utrygheden er størst, og hvor der er behov for at få ændret på bilisternes adfærd for at øge trafiksikkerheden. Stederne vil blive udvalgt efter politiets analyser af trafikken.

– Vi holder aldrig bare tilfældige steder for at snuppe så mange som muligt og skovle penge ind til statskassen. Tværtimod. Vi holder der, hvor vi kan løfte færdselssikkerheden ved at påvirke bilisternes adfærd til at lette trykket på speederen, siger Jørgen Andersen.

Hver af de ni ATK-biler skal måle 1.000 timer i løbet af 2015 – altså i alt 9.000 måletimer. Men i modsætning til tidligere, er der ikke noget krav om, hvor mange bøder, der skal skrives ud.

-Den nye strategi er med til at understrege, at formålet med den automatiske trafik kontrol er at øge trygheden og trafiksikkerheden, så vi kan få antallet af tilskadekomne og dræbte i trafikken endnu længere ned, siger Jørgen Andersen.

Er du utryg – så kontakt os
Ud over at holde de steder, som politiets egne analyser peger på, så vil Fyns Politi også lytte til borgernes ønsker.

-Vi ved, at borgerne gerne vil have kontroller, der sætte farten ned for eksempel gennem mindre bysamfund, ved skoler eller andre strækninger, hvor der opleves utryghed. Derfor opfordrer vi borgerne til at kontakte os, så vi kan komme ud med en ATK-bil og forhåbentlig være med til at gøre det tryggere at færdes det pågældende sted, siger Jørgen Andersen.

Lån ikke bilen til hvem som helst
Samtidig med at de nye ATK-biler ruller ud i trafikken, så træder den ny lov om ejeransvar også i kraft. Den betyder, at bøden nu sendes direkte til bilens ejer.

-Som ejer skal du derfor tænke dig om og ikke bare låner din bil ud til hvem som helst, for du risikerer faktisk selv at komme til at hænge på bøden. Du har med andre ord et ansvar for, at andre kører ordentlig, når de låner din bil, siger Jørgen Andersen.

FAKTA:

Fyns politi har i denne uge (uge 5) uddannet i alt 45 operatører i at betjene det nye ATK udstyr.
Fyns politi vil fremover råde over ni ATK biler. Fem vil være stationeret i færdselsafdelingen i Odense, mens de øvrige vil have deres udgangspunkt fra lokalstationerne.
Fyns Politi har fået syv nye ATK-biler. De to nuværende vil i uge 6 få monteret det nye udstyr, så der i alt vil være ni biler.
Målekrav: 1.000 timer pr. bil – i alt 9.000 måletimer i 2015. Der er ingen krav om antallet af bøder.
Ejeransvar: Fra 1. februar 2015 træder nye regler om ejer-ansvar i kraft. Det betyder at ansvaret for en hastighedsforseelse på under 30 % optaget med ATK, ligger hos den registrerede ejer af køretøjet. Ejeren vil således få tilsendt bødeforelægget, uanset om det var ejeren selv eller en anden, der førte bilen.  
Ved hastighedsoverskridelser på over 30 % er det fortsat føreren af køretøjet, der får bøden og sanktionen i form at et klip, betinget eller ubetinget frakendelse af kørekortet. Ejeren af køretøjet er forpligtet til at oplyse, hvem føreren var.

Politi Døgnrapporter: 

Status ifm mistænkeligt dødsfald tirsdag den 27. januar 1015 i Veksø.

Den 27. januar 2015 kl. 1142 blev en 32 årig mand fundet død på en adresse på Korshøj i Veksø.

I den forbindelse er der foretaget indledende efterforskning, samt omfattende tekniske undersøgelser på stedet, ligesom den døde er blevet obduceret.

Politiet arbejder fortsat med bl.a. yderligere tekniske undersøgelser, og kan p.t. ikke oplyse hvornår efterforskningen er færdig.

Der er dog intet, der efter de foreløbige efterforskningsskridt tyder på en forbrydelse.

Nordsjællands Politi har derfor ikke pt. yderligere kommentarer til sagen.

Politi Døgnrapporter: 

Status ifm mistænkeligt dødsfald tirsdag den 27. januar 1015 i Veksø.

Den 27. januar 2015 kl. 1142 blev en 32 årig mand fundet død på en adresse på Korshøj i Veksø.

I den forbindelse er der foretaget indledende efterforskning, samt omfattende tekniske undersøgelser på stedet, ligesom den døde er blevet obduceret.

Politiet arbejder fortsat med bl.a. yderligere tekniske undersøgelser, og kan p.t. ikke oplyse hvornår efterforskningen er færdig.

Der er dog intet, der efter de foreløbige efterforskningsskridt tyder på en forbrydelse.

Nordsjællands Politi har derfor ikke pt. yderligere kommentarer til sagen.

Politi Døgnrapporter: 

Cyklister fik bøder for at køre over for rødt og uden lys

Fra mandag den 19. januar til og med søndag den 25. januar gennemførte politiet en landsdækkende målrettet indsats mod cyklister og knallertførere.

Cyklister og knallertførere tilhører gruppen af bløde trafikanter og er særligt udsatte i trafikken. Specielt i byerne sker der mange uheld, hvor især cyklisterne udgør en stor procentdel af de dræbte og tilskadekomne.

Politiets kontrol af bl.a. adfærd, lygteføring og brug af hjelm skal være med til at forebygge uheldene og nedbringe antallet af dræbte og tilskadekomne cyklister og knallertførere.

Under kontrollen i uge 4 blev der konstateret 1.169 forseelser begået af cyklister og knallerter.

De største forseelser blandt cyklisterne var:

Kørsel mod rødt lys: 358

Manglende lygteføring: 356

Indkørsel forbudt: 178

Kørsel på fortov/gangsti: 101

Blandt knallertkørernes forseelser kan nævnes:

Spirituskørsel: 5

For høj hastighed: 23

Manglende brug af hjelm: 9

Politi Døgnrapporter: