OPFØLGNING – kraftig regn over København

Københavns Politi kan oplyse, at der fortsat er store udfordringer for trafikken i området omkring Helsingørmotorvejen, som stadig er afspærret i begge retninger ved Ryparken Station. På nuværende tidspunkt kan det ikke oplyses, hvornår trafikken kan køre normalt på stedet. Det kan ikke udelukkes, at morgentrafikken mandag morgen vil blive berørt.

Endvidere er følgende veje afspærrede eller delvis afspærrede:

Ørestadsboulevard

Christians Brygge

Lersø Park Alle

Hellerupvej ved Henningsens Alle (Nordsjællands Politikreds)

I forbindelse med den kraftige regn, er Tivolisøen gået over sine breder, og det har været nødvendigt at foretage afspærring af Tietgensgade, Hambrosgade, Niels Brocks Gade, Stoltenbergsgade, idet der er blevet udlagt slanger til at pumpe vandet væk fra området. Det forventes, at dette arbejde vil pågå i nogen tid.

Trafikanterne opfordres til at være opmærksomme i Københavnsområdet, idet der kan være vand på kørebanen andre steder.

Metroen er stadig berørt af det kraftige regnvejr, hvorfor borgerne kan finde yderligere oplysninger på Metroens hjemmeside.

Banedanmark oplyser, at der kører togbusser mellem Hellerup og Østerport. Fjerntog og regionaltog kører ikke mellem Hellerup og Hovedbanegården. Se mere på Banedanmark og DSB’s hjemmesider.

I forbindelse med oversvømmelse af kældre, kan der være tale om kloakvand. Derfor bør man anvende handsker og gummistøvler. Se endvidere Sundhedsstyrelsens Hjemmeside, SST.dk.

Der kan søges yderligere oplysninger på hjemmesider Trafikstyrelsen, Movia og Københavns kommune.

Politi Døgnrapporter: 

Kraftig regn over København

København Politi gør opmærksom på, at der i nat har været meget kraftig regn i Københavnsområdet. Med baggrund i tidligere erfaringer, skal folk være opmærksom på, at der kan være vand i kældre og andre lavtliggende bygninger og områder.

Det drejer sig blandt andet om områderne:

Ryvangs Alle/Tuborgvej

Helsingørmotorvejen ved Rygangs S-Station/spærret i begge retninger

Lersø Park Alle/Rovsinggade

Hillerødgade/Bispeengbuen

Gasværksvej/Istedgade/Vesterbrogade

Njalsgade

Store Kongensgade og Bredgade.

Så hvis man har kældre eller bygninger i disse områder eller andre lavtliggende områder, bør man undersøge, om der er sket skader på grund af regnen.

Endvidere har Banedanmark oplyst, at togdriften er påvirket af det kraftige regn.

Politi Døgnrapporter: 

Efterlysning af 50 årigeTorben Hansen.

Torben Hansen forlod plejecenteret Egebo til fods natten til fredag 290814.

Torben Hansen beskrives som: mand, 50 år, kraftig af bygning, skæv rygholdning, høj pande med ar ved hårgrænsen, brunlig “munkefrisure”. Iført hvid morgenkåbe.

Torben Hansen er hjerneskadet og derfor ikke i stand til at tage vare på sig selv.

Politiets hunde søger i området, men opfordrer beboere i området til at kigge i udhuse, haver, legehuse mv.

Ved oplysninger til sagen kontakt Fyns Politi 114.

Politi Døgnrapporter: 

Farvel til landbetjent på Fanø.

Fanøs landbetjent har i dag fredag sidste arbejdsdag som landbetjent. Indtil videre vil politidækningen af Fanø blive varetaget af Lokalpolitiet i Esbjerg.

Politikontoret er flyttet til rådhuset. Her vil man i kontortiden mandag fra klokken 10-12 samt torsdag mellem klokken 15-17 kunne træffe en medarbejder fra lokalpolitiet.

Politi Døgnrapporter: 

To kvinder fra Eritrea anholdt for menneskesmugling

Københavns Politis Afdeling for special- og udlændingekontrol gennemførte torsdag en planlagt aktion mod menneskesmugling af asylansøgere til København. Det skete i nært samarbejde med Afdelingen for Personfarlig Kriminalitet. Aktionen skete som led i en samlet indsats rettet mod menneskesmuglere, der bistår asylansøgere med at komme til Danmark og det øvrige norden.

– Københavns Politi møder i øjeblikket en hel del asylansøgere fra blandt andet Syrien og Eritrea. Vi har mistanke om, at mange asylansøgere systematisk mod betaling hjælpes igennem Europa med tog, bus og biler af menneskesmuglerorganisationer, siger vicepolitiinspektør Tom Struve, Københavns Politi.

Under aktionen blev en 22-årig kvinde og en 24-årig kvinde – begge fra Eritrea – grebet i det, som politiet vurderer at være i færd med at hjælpe fire asylansøgere til København og to asylansøgere videre med tog til Sverige. Alle asylansøgere kom ligeledes fra Eritrea.

Anholdelserne skete umiddelbart efter, at det internationale tog fra Hamborg via Rødbyhavn ankom til Københavns Hovedbanegård. De to kvinder fremstilles i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling, sigtet for at have bistået de seks asylansøgere fra Eritrea med ulovlig indrejse og transport til København.

– Vi fortsætter vores kontrolaktioner mod menneskesmuglere, der udnytter asylansøgernes ulykkelige situation. Med anholdelsen af kvinderne i dag, sidste uges fængsling af en 25-årig kvinde og vores fortsatte kontrolindsatser håber vi, at menneskesmugling og bistanden til ulovlig indrejse kan reduceres, siger Tom Struve.

Sagen vil blive videre efterforsket i Afdelingen for Personfarlig Kriminalitet.

Politi Døgnrapporter: 

Tricktyve anholdt

Nordjyllands Politis Mobile Tyverigruppe har sammen med Lokalpolitiets straffelovsafdeling i dag, 29. august 2014, anholdt 3 rumænske statsborgere, der sigtes for en række tricktyverier begået i Nordjyllands Politikreds.

Anholdelserne er sket på et hotel i Fredericia kl. 09:11 efter forudgående efterforskning.

Herudover har Nordjyllands Politi – i samarbejde med tysk politi – gennemført anholdelse af endnu en udenlandsk statsborger, der sættes i forbindelse med de 3 anholdte.

”Denne person forventer vi bliver udleveret til strafforfølgning i Danmark,” siger politikommissær Ole Jensen fra Nordjyllands Politi.

Han oplyser, at de anholdte er i alderen fra 40 til ca. 55 år gamle.

Aflurer kode og stjæler dankort
Anholdelserne er blevet til på grundlag af en række anmeldte tricktyverier i Nordjylland, hvor borgere fik afluret pinkoden til deres dankort, da de købte ind i butikker.

”Herefter kontaktede tricktyvene borgeren og under påskud om hjælp til at finde vej, stjal de dankortet, der bagefter straks anvendes til at hæve betydelige beløb,” forklarer politikommissær Ole Jensen.

De 3 anholdte fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Hjørring, lørdag 30. august 2014 kl. 09:00.

Under hensyn til den fortsat særdeles omfattende efterforskning i flere politikredse vil anklagemyndigheden begære, at retsmødet afvikles for lukkede døre.

Politi Døgnrapporter: 

Fundet lig er formodentlig den forsvundne Rafal Wróbel

Der er nu gennemført obduktion af det lig, der blev fundet i en skov ved Bække. Politiet formoder, at det er den forsvundne 28-årige Rafal Wróbel. Han forsvandt fra sit hjem i Bække den 15. juni. Endelig identifikation kan først gennemføres efter yderligere undersøgelser.

Intet i obduktionen tyder på, at der skulle være sket noget kriminelt i forbindelse med dødsfaldet.

De pårørende er underrettet.

Politi Døgnrapporter: