Hent selv din straffeattest på nettet

Alle borgere med NemID og e-boks, som har accepteret at kommunikere digitalt med det offentlige, har siden nytåret 2013 kunne bestille deres private straffeattest på politi.dk. Det har mere end 9.000 borgere allerede gjort. Fra i dag af kan den også bestilles på borger.dk.

Den private straffeattest er den straffeattest, du som borger kan få udleveret med oplysninger om dine egne overtrædelser straffeloven, lov om euforisende stoffer og tilhold mv.

Hvis en borger giver samtykke, kan andre også bestille borgerens digitale private straffeattest på politi.dk, hvilket f.eks. er relevant for arbejdsgivere. Den kan fra i dag af også bestilles på virk.dk.

Først i november 2014 bliver det obligatorisk for borgerne at kommunikere digitalt med det offentlige. Indtil da kan borgerne fortsat møde frem på politistationerne og bestille en privat straffeattest.

På politi.dk logger man ind med NemID, enten som borger, virksomhed, forening eller offentlig myndighed og udfylder en ansøgning, hvorefter attesten sendes direkte til e-boksen. Hvis man har “pletter” på straffeattesten, behandles den som i dag manuelt i Kriminalregisteret, der sender attesten til borgerens e-boks.

Der er ikke andre end borgeren selv, som kan få attesten, med mindre borgeren giver samtykke til udstedelsen.

IT-direktør i Rigspolitiet Michael Steen Hansen siger:

– Vi er glade for, at vi nu giver borgere og virksomheder mulighed for at få deres straffeattest, uden af de fysisk behøver at møde op på politistationen. Vi foregriber de tilbud, som vi skal kunne give, når digitaliseringen bliver lovbundet fra slutningen af året, så i den mellemliggende periode kan borgerne altså hente deres straffeattest både fysisk og digitalt.

I november 2014 bliver det obligatorisk for alle borgere at kommunikere digitalt med det offentlige og dermed at have en e-boks og NemID. Herefter vil opgaven med at udstede straffeattester forsvinde helt fra politikredsene. Kun i særlige situationer vil man kunne bestille en privat straffeattest hos Kriminalregisteret per mail eller brev. Det kan for eksempel være ældre mennesker eller udenlandsdanskere samt borgere på Grønland og Færøerne, som ikke har NemID.

De straffeattester, som bestilles af offentlige myndigheder, og børneattester vil ligeledes blive digitaliseret i løbet af første kvartal 2014.

Bestil privat straffeattest

Privat straffeattest: https://www.politi.dk/da/borgerservice/straffeattest/privat_straffeattest/

Privat straffeattest med samtykke: https://www.politi.dk/da/borgerservice/straffeattest/privat_straffeattes…

Politi Døgnrapporter: 

Dom i endnu en alvorlig færdselssag, der kostede en cyklist livet.

Der er i dag kl. 11.30 faldet dom i retten i Kolding i færdselsdrabssagen fra Egtvedvej den 16. august 2013.

Den tiltalte blev idømt 3 års fængsel.

Gerningsmanden, der er 25 år, blev dømt i det hele efter anklageskriftet, dog således, at han alene blev dømt for forsøg på overtrædelse af straffelovens § 253,der handler om at flygte fra et uheldssted og derved undlade at yde hjælp til en person i livsfare. Grunden hertil var, at den ramte cyklist ifølge de lægelige oplysninger allerede var død på stedet som følge af påkørslen.

Anklageskriftet indeholdt tiltale for bl.a. hensynsløs og farlig kørsel på landevejen med en hastighed på ikke under 124 km/t i den forkerte vejbane forud for ulykken og for at have kørt bilen under påvirkning af både amfetamin og hash, hvilket førte til at han påkørte cyklisten, der som anført afgik ved døden. Den 24 årige var i forvejen frakendt førerretten og var også tiltalt for – og nu dømt for – overfor politiet at have angivet en anden navngiven person som fører af bilen i forbindelse med uheldet.

Retten lagde i sin straffastsættelse vægt på, at han ved sin kørsel i stofpåvirket tilstand, som blev karakteriserede som særlig hensynsløs, bevidst havde sat sig ud over andres sikkerhed. Retten lagde endvidere vægt på, at han var stukket af fra stedet, havde givet en anden skylden for at have kørt bilen, og at han var tidligere straffet for spirituskørsel og kørsel i stofpåvirket tilstand.

Den dømte, der har været varetægtsfængslet i anledning af sagen, ankede til frifindelse.

Politi Døgnrapporter: 

Rapport fra sprit og narkokontrol

Sydøstjyllands Politi har været på kontrol med fokus på fyraftens kørsel fredag eftermiddag/aften og hjemkørsel fra byen lørdag og søndag morgen.Resultatet blev bl.a. standsning af 3 spritbilister, 3 narkopåvirkede og en masse andre overtrædelser.

Fredag sidst på eftermiddagen blev en bilist standset i en bil med nummerplader tilhørende andet køretøj. Føreren var frakendt føreretten ubetinget og var samtidig påvirket af både alkohol og euforiserende stoffer.

Samme aften lidt efter kl. 18 blev en ældre kvinde bragt til standsning på grund af manglende kørefærdigheder. I forbindelse med standsningen påkørte hun en betonpille på parkeringsdækket i indkøbscenrtet Bryggen i Vejle.Kvinden blev anholdt for overtrædelse af færdselsloves § 54,2, der handler om kørsel, der ikke er foregået på betryggende måde.

Lørdag morgen fortsatte indsatsen og førte bl.a. til standsning af en 49-årig mand. Han viste sig at være spirituspåvirket, og i øvrigt på vej efter øl.

Senere samme morgen standsede patruljen fra Sydøstjyllands Politi en 47-årig mand på vej til bageren.Den pågældend var dog ikke i besiddelse af kørekort, fordi det tidligere var blevet taget fra ham som følge af spirituskørsel.

Søndag morgen blev en 26-årig bragt til standsning. Han var både påvirket af euforiserende stoffer og alkohol.

Samme morgen blev også en 23-årig mand sigtet for kørsel i narkotika påvirket tilstand. Pågældende blev nemlig testet positiv for hash.

Indsatsen gentages i den kommende tid – af indlysende grunde.

Politi Døgnrapporter: 

Vinterferie på Politimuseet

Politimuseet byder i uge 7 børn og voksne velkomne, når vi slår dørene op for to spændende vinterferiearrangementer med fokus på opklaring og efterforskning.

Hvem er tyven?
Mandag og fredag kan du være med til at opklare et indbrud, der er blevet begået på museet. Her skal du holde øjne og ører åbne, så du kan udpege den rigtige tyv. Undervejs lærer du om politiets opklaringsarbejde; hvad er et godt og et dårligt vidne? Hvad er et alibi? Hvordan arbejder politiet med spor? Kan to mennesker have det samme fingeraftryk? Hvilket slags fingeraftryk har du? Få svar på alle disse spørgsmål og meget mere til “Hvem er tyven” mandag d. 10. februar og fredag d. 14. februar fra kl. 11-16.

Børnenes Politistation
Tirsdag, onsdag og torsdag i uge 7 inviterer vi indenfor på Børnenes Politistation, hvor du bl.a. får mulighed for at teste dine evner som politimand. Træd ind i kriminalteknikerens værksted og lær, hvordan man finder og arbejder med spor. Skriv rapport med penneskaft og blæk som i gamle dage, design dit eget politiskilt og sid på en rigtig politimotorcykel. Du kan også få taget dit fingeraftryk og få det med hjem. Børnenes Politistation har åben tirsdag d. 11., onsdag d. 12. og torsdag d. 13. februar fra kl 11-16.

Hele uge 7 kører vi desuden en konkurrence på museet, hvor du kan vinde en rundvisning for dig og hele din klasse på Politimuseet.

Institutioner bedes tilmelde sig på forhånd på e-mail: skoletjenesten@politimuseum.dk eller på tlf.: 35 36 88 88

Se mere på vores facebookside; www.facebook.dk/politimuseet

Politi Døgnrapporter: 

Hold øje med dansetyven

Nordjyllands Politi går nu ud og advarer unge kvinder, der er gæster i det nordjyske natteliv mod de såkaldte ’dansetyve’, der stjæler især kvindernes mobiler.

Den aktuelle baggrund for politiets advarsel er den seneste weekends mange tyverier af mobiltelefoner i Aalborgs festgade, Jomfru Ane Gade, hvor mindst 26 smartphones blev stjålet, dog blev de 20 i dette tilfælde fundet, men sådan går det desværre langt fra altid. Næsten alle er stjålet fra kvinder.

Og kvindernes mobiler er mere attraktive mål for tyvene end mændenes mobiler. Årsagen er: Håndtaskerne.

”Kvinder tager nemlig ofte deres håndtasker med i byen, og det gør dem altså til eftertragtede mål for gerningsmanden, fordi en taske simpelthen er lettere at gå til end en dyb bukselomme,” siger lederen af det Kriminalpræventive Sekretariat ved Nordjyllands Politi, politikommissær Ted Andersen, der skønner, at kvinder i Jomfru Ane Gade er den forurettede part i op mod tre fjerdedele af mobil-tyverierne.

Tyvene er hurtige
Gerningsmændene har ofte samme fremgangsmåde. Fx inviterer de pigerne ud at danse, hvorefter en medgerningsmand tager mobiltelefonen ud af kvindernes håndtasker, eller også sætter gerningsmanden sig ved samme bord som kvinden, og benytter et udmærket øjeblik til at liste mobilen ud af kvindens taske.

”Og de er hurtige på fingrene. De behøver ikke mange sekunders uopmærksomhed til at få en mobil med sig,” advarer politikommissær Ted Andersen.

Risiko for identitetstyveri
Og ud over det umiddelbare værditab og genen ved at få stjålet sin mobiltelefon, er der også andre risici forbundet med at få stjålet sin mobiltelefon. Fx kan der ligger fortrolige oplysninger i form af billeder eller pinkoder, som gerningsmanden kan få adgang til.

”En gerningsmand vil i værste fald kunne benytte disse oplysninger til såkaldt identitetstyveri, så vi kan kun opfordre til, at især kvinderne i nattelivet passer ekstra godt på deres mobiltelefoner,” siger Ted Andersen, der i samme åndedrag fremhæver, at man bør skjule sin pinkode, når man betaler med kreditkort.

Politikommissæren anbefaler, at kvinderne tager håndtasken med, når de går ud og danser eller får venner eller veninder til at holde tasken – og i øvrigt holder godt øje med ejendele, især hvis fremmede personer sætter sig ved deres bord.

Politi Døgnrapporter: 

Politiet på skibus-kontrol

I weekenderne i uge 6, 7 og 8 gennemfører politiet en landsdækkende færdselskontrol målrettet busser. Der vil især være fokus på skibusser, der transporterer rejsende til skisportssteder i Sydeuropa.

Udførelsen af kontrollerne foretages af tungvognscentrene.

560 busser standset i 2013
I en tilsvarende kontrolperiode i 2013 blev der i 63 målrettede kontroller standset 560 busser, hvor der samlet blev konstateret 137 forseelser.

Blandt disse kan nævnes::

31 forseelser vedrørende overtrædelse af køre- og hviletidsreglerne
26 forseelser vedrørende anvendelse af kontrolapparat
9 overtrædelser af regler i busloven og -bekendtgørelsen
14 overtrædelser af hastighedsbestemmelserne

Politi Døgnrapporter: 

Dansk politi følger med unge til Prag i uge 7.

Fire danske politifolk tager til Prag i uge 7. Baggrunden er sidste års hændelser i Prag, hvor unge danske gymnasie- og erhvervsskoleelever i vinterferien (uge 7) var involveret i en række meget medieomtalte hændelser med druk, vold og uorden.

De danske politifolk skal i et samarbejde med det danske udenrigsministerium og de tjekkiske myndigheder indgå i opgaven og dermed virke tryghedsskabende og dæmpe eventuel uro de steder, hvor de danske unge færdes.

– De danske politifolk har ingen politibeføjelser i Prag, men vi bruger samme koncept, som dansk politi har brugt ved fodboldkampe i udlandet ved tidligere lejligheder. Konceptet bygger på dialog med de unge og myndighederne, og det har vi god erfaring med. Vi vil samarbejde tæt med det tjekkiske politi, men vi håber naturligvis, at de unge, der skal til Prag i år, har lært at opføre sig væsentlig bedre end dem, der var af sted i 2013, siger politiinspektør Allan Nyring fra Rigspolitiet.

Derudover tager andre myndigheder og aktører, herunder Udenrigsministeriet, en række initiativer i forhold til uge 7-8 – f.eks. en styrket bemanding af ambassaden i Prag og Udenrigsministeriets 24/7-vagtcenter. Dette sker på baggrund af konferencen ”God stil i vinterferien”, hvor Udenrigsministeriet tog initiativet til at samle unge, forældre, skoler, rejsebranchen og andre aktører til en diskussion af, hvordan man skaber bedre og tryggere rammer for unges vinterferierejser 2014.

Læs mere om initiativer, konferencen mv. på Udenrigsministeriets hjemmeside:

http://um.dk/da/rejse-og-ophold/rejse-til-udlandet/god-stil-kampagne/

Politiet twitter fra Prag på @Rigspoliti

Politi Døgnrapporter: 

Aktion mod narko på Kalundborg Gymnasium og HF

Lokalpolitiet i Kalundborg har i dag iværksat en større aktion på Kalundborg Gymnasium og HF. Aktionen er planlagt og iværksat i samarbejde med skolens ledelse, kommunens SSP-medarbejdere og Kalundborgs misbrugscenter, der alle deltager i aktionen.

Aktionen har baggrund i oplysninger om, at en gruppe af eleverne har et misbrug af euforiserende stoffer, herunder for nogles vedkommende mens de er i skole, idet indtagelsen foregår i frikvartererne uden for gymnasiets område.

Oplysningerne hidrører fra både forældre og elever.

Det skal understreges, at indtagelse af narkotika er et generelt problem hos et – heldigvis – mindretal af unge over hele landet, hvilket er uacceptabelt af sundhedsmæssige grunde, men samtidig helt uforeneligt med en indlæringsproces, der bl.a. foregår på gymnasiet.

Det skal samtidig understreges, at vi ikke har oplysninger om, at Kalundborg Gymnasium og HF skulle have større problemer med de unges brug af euforiserende stoffer end andre gymnasier.

Aktionen har først og fremmest til formål at sende et stærkt signal til de unge, der misbruger euforiserende stoffer. Et signal om at det er uacceptabelt at misbruge euforiserende stoffer, da det kan medføre varige psykiske og fysiske skader, forringe deres indlæringsevne, og således være ødelæggende for dem og deres fremtid. Det er ligeledes et signal om, at Kalundborg Gymnasium og HF’s ledelse, Kalundborg kommune og politiet står sammen om at bringe misbruget til ophør.

Derfor vil en vigtig del af indsatsen også inkludere hjælp til de pågældende elever med at bringe misbruget til ophør, samt støtte til forældrene, der er en vigtig medspiller i den fortsatte indsats.

Således er der planlagt særlige tiltag i form af vejledning og anden støtte som et tilbud til familierne.

Der vil ikke blive oplyst yderligere til pressen om aktionen, før den direkte indsats på gymnasiet er tilendebragt.

Politi Døgnrapporter: 

Tip politiet med din smartphone

Nu kan du tippe Nordjyllands Politi med en app – Rigspolitiet har nemlig udviklet første version af en politi-app til smartphones, hvor borgerne via tekst og billeder kan tippe politiet. App’en rummer også relevante informationer om nærmeste politi, fx adresser og telefonnumre.

I første omgang kan borgerne kun tippe Nordjyllands Politi via app’en. Tanken er, at man sende et tip, hvis man i Nordjylland pludselig ser noget mistænkeligt. Det kunne fx være en varevogn, der har holdt samme sted i flere dage, eller den samme bil som kører søgende rundt i et villakvarter.

Tip støtter politiets arbejde
Lige præcis den del, tipdelen, glæder politidirektør i Nordjyllands Politi, Elsemette Cassøe, sig til at teste i praksis.

”Gode tip fra borgerne kan være med til at løfte kvaliteten af vores efterforskningsarbejde endnu mere, så jeg kan kun hilse velkommen, at vi nu åbner for endnu en kanal, som borgerne kan benytte til at sende tip til os,” siger Elsemette Cassøe.

Tip til politiet via politi-app’en vil via mail blive visiteret til de relevante politiafdelinger, der så tager hånd om, hvordan tippet skal håndteres. Det er vigtigt at understrege, at man ikke via politi-app’en kan kontakte politiet med akutte henvendelser. Det er stadig 112, ligesom servicetelefonnummeret fortsat er 114.

Også nyhedsdel
Politi-app’en rummer også en nyhedsdel, hvor Nordjyllands Politi i første omgang udgiver korte uddrag fra døgnets hændelser.

”Vi ved, at mange borgere er interesseret i at høre om vores arbejde, og der er nu mulighed for, at man også kan følge lidt med i den del af vores arbejde via en app,” siger politidirektør Elsemette Cassøe.

Politi-app’en er en første version
App’en vil blive lanceret i de landsdækkende app-stores, men vil i første omgang som nævnt kun understøtte én politikreds, nemlig Nordjyllands Politi, da der er tale om en første version, som skal afklare, hvor meget pres politiet vil få på sine interne resurser, oplyser politiinspektør Jørn Kjer fra Nationalt Forebyggelses Center ved Rigspolitiet.

”Man kan sige, at vi øver os i Nordjylland. Resten af landet kommer senere,” siger Jørn Kjer.

Skal udvikles yderligere
Jørn Kjer fra Rigspolitiet fortæller, at meningen er, at politi-app’en med tiden skal udvikles yderligere. Planen er, at der skal føjes flere funktioner til app’en. Blandt andet skal der udarbejdes et cykelregister, hvor borgerne vil kunne tjekke, om en cykel er registreret i politiets systemer – ligesom de øvrige politikredse med tiden skal koble sig på.

Også efterlysninger og fremlysninger skal på sigt kunne viderebringes via app’en.

”Vi vil løbende overvåge brugen af politi-app’en for bedre at kunne vurdere, hvordan vi skal raffinere og forbedre den i løbet af 2014,” siger Jørn Kjer.

Sådan dowloades app’en:
Find politi-app’en i app-store. Søg på politi. Appen er gratis, og den kan findes både i Androids Google Play og i Apples App Store.

Politi Døgnrapporter: 

To mænd anholdt for brandstiftelse og grov vold (“fingerklip”) på Hejrebjergvej, Jyderup

Midt- og Vestsjællands Politi har mandag formiddag udramatisk anholdt to mænd i forbindelse med sagen om “fingerklip” og brandstiftelse på Hejrebjergvej i Hallebyore ved Jyderup den 9. januar 2014.

De anholdte er to mænd på 34 og 26 år, som begge har tilknytning til Bandidos i Holbæk.

Begge vil blive sigtet for:

Grov vold (“fingerklip”), trusler og brandstiftelse forøvet den 9. januar 2014 på Hejrebjergvej, Jyderup.
Røveri og grov vold den 20. december 2013, hvor den forurettede blev slået i ansigtet samt fik en kniv stukket gennem venstre hånd.
Afpresning ved i en periode forud for den 20. december 2013 og frem til den 9. januar 2014 i forbindelse med betaling af en gæld på 5.300 kr., som blev pålagt en “dummebøde” på 30.000 kr., at have foretaget de handlinger, der er beskrevet i de førnævnte sigtelser.

Begge vil blive afhørt i løbet af mandagen, og derfor kender politiet ikke deres stilling til sigtelserne.

Begge anholdte vil blive fremstillet i grundlovsforhør i retten i Holbæk tirsdag formiddag med krav om varetægtsfængsling. Anklagemyndigheden vil samtidig fremsætte begæring om dørlukning.

Anholdelserne er en konsekvens af en intensiv efterforskning, som har været præget af, at miljøet ikke har været særligt meddelsomt.

På grund af begæringen om dørlukning ved grundlovsforhøret, og da politiet stadig mangler en del efterforskning, ønsker politiet på nuværende tidspunkt ikke at oplyse yderligere om sagen.

Politi Døgnrapporter: